Jeg føler mig; TIL GRIN?

Hvordan skal jeg kunne føle mig, som en pige på snart 18 år, når jeg ikke engang kan være alene hjemme, passe en normal skolegang, eller have mit eget arbejde og i stedet være med min mor på arbejde?

Et spørgsmål jeg stiller mig selv HVER DAG, men et spørgsmål, som jeg aldrig har kunne komme med et svar på. For hver evig eneste gang en af disse ting skal "prøves" eller bare tanken om at skulle "prøve" dem udbryder helvede; hjertebanken, rysten, sveden, mavepine. FRYGT OG ANGST. Jeg har været plaget af de her anfald i så mange år, angst der har udviklet sig, desværre bare den forkerte vej.

↓ MIN UDVIKLING I EN TIDSLINJE ↓



For 7 år siden var jeg ubevidst om, hvad ubehagen i min krop betød, hvad følelserne betød, og hvorfor de viste sig når de gjorde. Det var ikke bare mavepine, den var en ond mavepine, raslende sved, og rysten.
For 5 år siden var jeg mere bevidst om, at jeg var blevet "overtaget" af denne her angst, og jeg tilbragte en masse måneder som patient omringet af alt det, der viste mig, at jeg ikke var ligesom alle andre.
For 4 år siden var jeg en glad pige med en MASSE energi, jeg følte mig fri og som et menneske igen, jeg kunne komme ud fra mit lille "skjul" og besøge mine venner.
For 2 år siden var bare ikke mit år, kan man sige. Niende klasse skulle ikke gå let til sig for mig; jeg havde en masse problemer med at være uden mine forældre og kunne ikke engang gå ordenligt i skole, angsten buldrede løs.... igen.
I dag er jeg stadigvæk en glad pige med en masse energi, men kæmper en kamp, som gør det ultra svært for mig at vise mit sande jeg. De begrænsninger, som angsten giver mig, bliver bare sværere og sværere for hver dag, der går, for jo ældre jeg bliver, jo mere til grin føler jeg mig over de ting, jeg ikke kan. Jeg føler mig så dum, når jeg fortæller folk, at jeg ikke kan være alene hjemme eller bliver nødt til at være med min mor på arbejde en hel dag for ikke at skulle være alene.

Jeg valgte at åbne mig op omkring min angst, da jeg ikke var særlig gammel, og jeg ved det vigtigste for mig er åbenhed og kunne tale om sine vanskeligheder, men når selv det at tale om tingene går hen og bliver en frygt, så ved jeg snart ikke, hvad jeg skal gøre for at kunne slippe ud af denne her "onde cirkel".

DOG holder jeg fast i tre ting; at være ærlig omkring min angst, det er en af de "kampe" jeg selv kan tage op og "fighte" uden mor og far er med, mit tandpastasmil og min næsten irriterende energi (for andre)

Knus



Stemningsbillede med min søster og mor

Synes godt om

Kommentarer