Hvad er normal?

Jeg hedder Laura Pauladóttir Jensen, men du kan bare kalde mig Laura. Jeg lider af Angst og ADHD (det har jeg gjort i rigtig mange år nu), det er to ting, som kan gøre min hverdag super træls, men hvis vi ser bort fra mine diagnoser, så er jeg bare en helt almindelig ung, intelligent, fjollet, smilende, glad og meget social pige, som lever ligesom alle andre.
Jeg har igennem alle de år gået og tænkt over, om jeg er normal. Tanker som jeg både har grint og grædt over. For hvad er normal? og vil jeg overhovedet være normal? Hvordan har jeg overhovedet fået tanken om at man kan være "unormal"? Kunne det tænkes at det bare var blevet besluttet et eller andet sted at man er "unormal" hvis man ikke kan det samme som andre kan ELLER har svært ved at gøre det andre har let ved at gøre, for det er jo i princippet bare det en psykisk lidelse gør, nogen kan måske også gøre nogle ting, som ikke er normalt at gøre (i følge andre måske?), men hov, der kom den igen? For hvorfor er det ikke normalt at være urolig eller bange for at snakke med mennesker?
Mere end 4% af verdenens befolkning lider af en psykisk lidelse, og mere en 20% danskere lider af en psykisk lidelse. Er vi så allesammen unormale? Eller er vi de normale, og er resten af verdenen så de unormale? Hvem bestemmer det? hvem bilder folk ind af de ikke er "normale?" for, det må jo komme et sted fra.

Jeg sammenligner det lidt med sport eller noget kreativt, nogle ting er jeg bedre til end andre, og sådan er det også med psykisk lidelse. Bare fordi jeg ikke kan komme med på studietur, så betyder det ikke at jeg ikke kan lide at være social, og det er der rigtig mange tager fejl, af lige præcis MIG. Læger, psykologer, psykiatere, osv. Måske fordi de ikke har tiden til at lære lige præcist mig at kende? Eller måske fordi de havde en pige inde tidligere, som heller ikke kunne komme med på studietur, fordi lige præcis HUN IKKE kunne lide eller overskue at være sammen med andre mennesker/social, også var det jo præcis derfor jeg heller ikke kunne komme med, for lægen, psykologen eller psykiateren jo ikke vidste at JEG elsker, at være sammen med mennesker og social, fordi de ikke spurgte mig? Eller fordi det var lettere at antage at vi var ens fordi tanken om at skulle med på studietur gav os begge mavepine? Og for at vende tilbage til det unormale/normale, er det så, så unormalt at få mavepine, hjertebanken eller kvalme når man skal noget man ikke bryder sig om? Så kan det godt være nogen får det af at skulle noget, som andre synes er helt latterligt, men hey. Man kan ikke selv gøre for at man får hjertebanken, kvalme eller mavepine.

Føler du at DU bliver hørt? Har du også svært ved at finde ud af hvad du kan tillade dig at søge om af hjælp? Jeg har efter mange opråb om hjælp fået den sødeste kontaktperson, som hjælper mig med alt det, jeg måske ikke har kunne håndtere selv. Men når det så er sagt, kan det så virkelig være rigtigt at man skal vente 8 år, på at få noget stabilitet og hjælp? Og vigtigst af alt, skal man altid være ved at drukne for at blive reddet? Hvis jeg nu ikke kan svømme, skal jeg så bare lade mig drukne for at vide at der vil komme hjælp hurtigere, hvis jeg er ved at drukne end hvis jeg bare lærte at svømme? Eller burde hjælpen være der til at LÆRE MIG AT SVØMME PÅ EGEN HÅND, så chancen for at drukne kun er lille?
Skal det være min familie og venners job at redde mig fra at drukne? De har jo deres eget at give sig til. Burde det ikke være en livredder der reder mig inden jeg er ved at drukne?
Er det pinligt at have brug for hjælp? er man svag hvis man søger hjælp? Også tanker som har kørt igennem mit hovede siden det hele startede, for hvorfor var jeg bange for at gå til en psykolog? Var jeg så mærkelig? Eller er det igen bare en idé nogen har bildt mig ind, at man er mærkelig hvis man har brug for en at tale med? For så vil jeg gerne møde den person der aldrig nogensinde i sit liv har haft brug for en at tale med.

Nu kan det godt være at du sidder og tænker, Laura, hvor vil du hen med det her, og ja, hvor vil jeg egenligt hen med det jeg skriver? Jeg vil være sikker på at DU, lige præcis du, dig som sidder og læser det her, ved at du er helt fantastisk som du er, og du er ikke alene, aldrig! Vi går alle og kæmper med noget, noget som er svært både at håndtere og at tale om, det gør jeg i en høj grad! Og det er helt okay, det er helt okay at få hjælp til at komme igennem nogle ting, jeg synes endda godt at samfundet kunne stille meget mere hjælp til rådighed. Hjælp til hver og en person, for ingen er ens, og derfor har vi også brug for noget forskelligt. Måske er det derfor jeg skriver dette indlæg? Fordi jeg vil blive hørt, ikke kun for min egen skyld, men for alles. - Lad os sammen blive hørt, så vi måske en dag kan få lov til at fortælle nogen hvad det lige præcis er vi har brug for, hver og en.

Knus <333

Synes godt om

Kommentarer

josefinehenriksenn
josefinehenriksenn,
Mega sejt skrevet. Rigtig godt og vigitigt indlæg!
nouw.com/josefinehenriksenn
MajaNysum
MajaNysum,
Sikke en inspiration du er! Jeg lever også med et par psykiske lidelser og har også rendt rundt med den problemstilling om at være normal. Super godt indlæg og held og lykke fremover!
nouw.com/majanysum
disa svensson
,
Hej!
Julklappstips från en fattig student <3
Jag handlar från butiker via: www.refunder.se/b/Spara50
Dessa är mina favoritbutiker

Campadre:
https://campadre.se/tipsa/7817?utm_source=mgm&utm_medium=sharelink&utm_campaign=7817

Lyko:
https://referme.to/9vACAmo

Members: https://members.com/se/tipsa/m1401355?utm_source=mgm&utm_medium=sharelink&utm_campaign=m1401355